Blogarella - hovedet op og benene samme vej

Kære Sidney

Jeg bøjer mig i støvet.
Efter at have set dig forvandle to Go’Morgen-værter til omvandrende tredjegradsforbrændinger med terracottafarvet selvbruner må jeg give den ene af de berørte tv-personligheder ret:

Verden ville være lidt kedeligere uden dig i den

Jeg vil muligvis stadig synes, at selv et par timers koncentreret samvær med dig er at udfordre min tålmodighed lige lovlig meget. Men du er og bliver en ener udenfor jantelov’sk rækkevidde, og det skal du sgu hyldes for. Desuden blottede du i indslaget en ganske charmerende side af dig selv, da du skævsmilende ved synet af facit efter tyve sekunders anstrengelse med spraydåsen holdt facaden, mens kameraholdet i studiet knækkede sammen af grin…

… nemlig at du besidder en ganske sund portion selvironi iblandet god humor, og den slags aktiverer mit latter-gen.

Tak for morgengrin. Det var priceless

På jobbet har vi to toiletter, som de tidligere beboere bestående af en del mænd og få kvinder (der muligvis havde fået frataget deres stemmeret) øremærkede til henholdsvis herrer og damer. Ikke noget med at dele - glem det.

Da vi for nylig rykkede ind i lokalerne, lurede jeg hurtigt grunden. For ikke nok med, at der er hyggebelysning, nyere toiletter og cremeholder. Der er også brusekabiner med otiumbænke, hvis man nu føler trang til at fise lidt løn af under det varme vand og ikke gider stå op.

Nå ja, og en brandslukker

Dametoilettet er derimod halvt så stort. Belysningsfirmaet er muligvis det samme, som også leverer til sports- og svømmehaller, og tønderne er af ældre dato. Der dufter lidt af pissoir, og vi havde kun arbejdet på adressen i få dage, da jeg puffede til vandlåsen (okay, trykkede hårdt så, men den burde ku’ ta’ det)  i den tro, at den havde lækket vand nok til et fodbad, fordi den var hoppet ud af gevindet.

I virkeligheden var den knækket halvt. Og jeg knækkede den så helt.

Derudover ligger vores toilet tæt på elevatoren, hvorfor sekretæren insisterer på, at vi lukker den yderste dør helt, hver gang vi går ind og ud. Man byder jo ikke gæster et åbent lokum.

Kort efter indflytning besatte jeg derfor herrernes. Eller det gjorde jeg ikke, jeg begyndte bare lige så stille at liste ud i hyggen, når jeg sku’ lettes for et par deciliter. Og det gør man ikke ustraffet, når medlemmer af det modsatte køn mener, at de har pisset territoriet af.

I sidste uge gik den ikke længere. Havde lige sat mig, da ene mandlige kollega tog i døren, måtte okkupere toilettet ved siden af i stedet, og gennem flisevæggen, som i det øjeblik adskilte hans bare røv fra min, højt sagde:

“Nu sidder du ikke og laver bommelom på vores lokum, vel B?”

Herefter fulgte en småbizar samtale på tværs af tynde vægge, der - selv om jeg normalt ikke er sart - flirtede voldsomt med min intimgrænse. Mit bidrag til dialogen var derfor primært et par undertrykte fnis.

Muligvis susede han direkte ind på pinden bagefter og allierede sig med anden mandlig kollega. For da jeg næste gang rejste mig og listede på det lille herrehus, meldte denne kort efter sin ankomst på den anden side af døren med et:

“Sidder du nu derude IGEN, B!”

Det gjorde jeg så… og det har jeg tænkt mig at blive ved med, indtil jeg opnår lokumsrelateret ligestilling. Såfremt det ikke sker, må drengene finde sig i, at B sidder på deres tønder. Og hun sidder godt fast

“At ofre sig”

Definition:
“Når syg mor med et stivfrossent 11-tal ud af tuden bestiger 10-årig søns mountainbike for at bene rundt i byen efter theboller til syg datter”.

Jeg har ikke cyklet i flere år. Og eftersom jeg stadig hiver efter vejret, mens jeg skriver dette, frygter jeg at have tabt min lungekapacitet et sted mellem Irma og hjemmet. Smid den gerne ind på nærmeste hittegodskontor, såfremt du finder den. Mit immunforsvar røg i øvrigt også i svinget for et par uger siden, så returner ligeledes, hvis du falder over det i stedet.

Begge dele er savnet!

Det er så her, vinteren gerne må pakke kulden sammen og skride hen, hvor nogle andre savner den. For jeg er efterhånden pænt træt af de tilbagevendende tilstande af ondt i halsen, influenza-symptomer eller overproduktion i snotbeholderen, medlemmer af familien har været ramt af det seneste halve år. Og som de er rigtig flittige til at sende videre til den, der - endnu - ikke fejler noget.

På den anden side susede mine forkølelsesramte øjenlåg op et øjeblik, da jeg høstede dagens AHA-opdagelse på de sygdomsramtes konto: 
Man kan sagtens pudse tud i et kaffefilter (ubrugt, med mindre man vil have en mokka-peeling), såfremt man er løbet tør for kleenex, køkkenrulle, ikke gider gå rundt med toiletpapir fastmonteret i patronbæltet eller orker at kæmpe sig op ad trappen til toilettet, hver gang noget vil ud af næsen

I slutningen af november sidste år dumpede et signeret eksemplar af ovenstående ind ad brevsprækken, og i den er en lille bid af Blogarella.

Kort efter landede debatbogen “Brug din stemme” af journalist og retoriker Søren Marquardt Frederiksen, der underviser på Københavns Universitet, så på salgshylderne. Og som et eksempel på god blogging er et af mine indlæg med.

Grunden kan du læse i bogen, og selv om de nok allerstørste komplimenter kommer fra andre bloggere, der gider at læse med, og selv om jeg flirter lidt med risikoen for at rende panden ind i Jante her, så synes jeg, det er et fantastisk skulderklap at blive opsøgt udefra og bekræftet i, at jeg egentlig gør det med de ord dér helt okay.

I øvrigt er der også bidrag fra Urbans Peerplus, som dog midlertidigt har trykket pauseknappen ned på sin blog.

Bogen er en debatbog og en guide til dem, der gerne vil skrive blogs og læserbreve, men ikke har knækket koden til, hvordan de 1. bliver læst. Og 2. springer i øjnene hos blog- og debatredaktørerne, der er afgørende for, om de kommer på tryk. 

Bogen indeholder dos and don’ts og tager afsæt i, at man først og fremmest afklarer med sig selv, hvorfor man skriver, og hvad agendaen er. Forskellige redaktører fortæller, hvad de lægger vægt på, og læseren får guidelines til den skrivemæssig opbygning, det levende sprog og en masse andet.

Anne Dorte Erstad Jørgensen, Urbans tidligere blogmama, ryster i øvrigt gode råd ud af ærmerne sammen med en række andre debat- og blogredaktører.

Søndag den 7. februar
Det byder vi uventede gæster

Tja, hvordan fortæller man lige medlemmerne af familien, at de netop har været intetanende deltagere i et ugelangt eksperiment, der havde til formål at teste deres evne ud i at løfte eget lort op og lægge på plads? Og at jeg i øvrigt har tænkt mig at hænge vasketøjet til tørre på bloggen?

Det gav lidt sig selv med herren i huset, for på den front piftede jeg faktisk ballonen i går - efter lørdagens indlæg, og efter at jeg for anden gang var gledet udenom hans forslag, der gik ud på at runde børnefri lørdag af med et raid i Blockbuster og tomandshygge hjemme på fifaen.

For hvordan hygger man i et domicil, som i en uge (og kun afbrudt af udmugning tirsdag) har været underkastet ødelæggelser ikke set siden 2. Verdenskrig?

No way, José.

Jeg lagde derfor kortene på bordet et sted mellem hurtig nedkastning af burger og inden “Edge of Darkness” i Cinemaxx, hvor jeg gav en forklaring på de sære lammelser, som i den forløbne uge have klistret mine arme inaktivt ned langs siderne. Med det formål at se, hvor meget der skulle til for at få dem til at løfte deres og samtidig teste min egen (nul)tolerance overfor kaos-inficerede omgivelser, som ofte får mig til at tilbringe mere tid med røven som det højeste punkt på kroppen, fordi jeg konstant går foroverbøjet og snatcher ting op fra gulvbrædderne.

Hvorpå han smilede og sagde:
“Jeg havde det sgu lidt på fornemmelsen i mandags. Og jeg blev ret sikker på, at du prøvede os af tirsdag, eftersom du i to dage ikke havde redt senge, ryddet op og i øvrigt lod alle krummerne ligge. Jeg mener, du reder jo altid seng, Blogarella!”

“Og vedrørende bloggen - det gør du bare”, grinede han (muuuligvis en anelse hoverende, men på det tidspunkt også fuldstændig uvidende om, hvor detaljeret jeg rent faktisk havde tænkt mig at være… og i hvor mange indlæg

I dag blev han derfor roligt siddende i sofaen (i den tro, at jeg vel var færdig med ham), da jeg kaldte væslerne til fællesmøde med et:

“Nu skal I se, hvad vi byder uventede gæster. Blandt andet jeres gæster”

… og indtog fortroppen på den hjemlige marguerite-rute med første stop ved hoveddøren, der kun kunne forceres med et rambukforsøg, før nogen kunne komme ind for tasker, sko, støvler, vanter og poser. Eller vi kunne komme ud

Dernæst drejede vi af til køkkenet med gulerodsskrællen foran skraldeskabet, krummer nok til at sende samtlige af Damhussøens ænder i fedtpolstret vinterhi og ostefolierne, der har blafret rundt på gulvet siden begyndelsen af ugen.

Ovenpå ledte jeg arvingerne rundt fra globusen til gulvet - nej, vent, der var jo ikke noget gulv, eftersom klædeskabet havde ørlet ud over det. Og så tog vi badeværelset til sidst, hvor jeg bad dem dufte til roserne, pegede på Ben Ten-bondageriet på blandingsbatteriet og sluttede af med at spørge, hvem der ville have mulet bisser med den tandpasta, der havde rullet rundt i brusekabinen, imens samtlige medlemmer af familien havde vasket hår, krop og - efter eventuelt at have glemt at gå på toilettet inden - måske lettet blæren for lidt indhold under den daglige toilette under de varme stråler.

Da vi var færdige, fandt jeg Manden småsmilende og stadig parkeret på fifaen. Og viste ham støvskyerne på designerstolen, hvorefter jeg gentog tjeklisten og i øvrigt bad ham bære de sodavandsflasker ned i køkkenet, han tømmer hver nat, inden han giver dem et puf med pegefingeren, så de triller i ly under sengen.

Så blegnede smilet sgu lidt. Måske ved erkendelsen af, at der vist kom lige lovlig mange detaljer med i den dagbog fra dørmåtten dér

Derfor er aftalen nu som følger:

• Det er hans job at:
• Rede vores seng hver dag, eftersom han er den sidste, der rejser sig fra liggende stilling i landet under de varme dyner.
• Støvsuge og vaske gulv i jordkastellet én gang om ugen.
• Og ad libitum øve sig i at bøje sig ned, føre armene lidt frem og aktivere gribefunktionen i fingrene, så i det mindste egne ting “tabt” på gulvet følger med under den efterfølgende opadgående bevægelse.

• Desuden skal arvingerne sørge for:
• At rede deres egne senge.
• At rydde af, når vi har spist.
• Og skrabe gulvbelægningen på deres værelser fri for objekter, hvis vi når det punkt, hvor vi skal lege jorden er giftig for ikke at træde på fakirtæppet af legoklodser og andre hårde genstande eller bare bunker af tøj.

Jeg kan i skrivende stund ikke sige, hvor længe det holder. Men mit gæt er: Længere, end det plejer. Muligvis fordi jeg for første gang nogensinde har illustreret, at vil ingen høre, må alle føle. Eller fordi tanken om at få gæster, hvis mor en anden gang deaktiverer begge arme, simpelthen er lidt for nasty

Søndag den 14. februar
Update fra dørmåtten
Det er præcis en uge siden, jeg trak persiennerne op og blottede, hvad der sker, når jeg går på pause. Og det er her, det bliver interessant, for i den forløbne uge har vores seng været redt. Hveeer dag. Der bliver båret ud efter maden, og når arvingerne skrider fra noget, de lige har kastet fra sig, kan jeg være sikker på, at Kommandocentralen (du kender ham bedst som Manden) kalder tropperne tilbage til strafekspedition i katastrofeområderne.

Han er muligvis bange for, at jeg fyrer mig selv en anden go’ gang - for nu ved han, at jeg kan

Og sidder du lige nu og tænker: Oh la laaa, så gik hun vel NOK til den med batteriet i kosteskabet efter den uge? Kan jeg sige: Nej. Der blev faktisk først støvsuget og vasket gulv tirsdag, hvor det passede min bedre halvdel bedst at gøre det. Og først søndag aften badede jeg (med et veltilfreds suk) fliseværelsets porcelænsmikrofon i ajax, smed tandpastaen ud og bad gerningsmanden om selv at befri Ben Ten af blandingsbatteriet.

En af de største AHA-oplevelser har dog været, at selv om jeg stadig lever livet bedst i orden, så antænder raketten i min røv ikke længere med det samme, noget flyder i synsfeltet. Hvilket jeg omvendt tror har været en lige så stor AHA-oplevelse for min mand, der f.eks. fredag kom hjem til en væltet skål med popcorn i sofaen, som fik lov at ligge, indtil X Factor var slut.

En tændt støvsuger ødelægger jo lidt lydsiden af programmet. Som vi i stedet så siddende på gulvet

Tak til alle jer, som har fulgt med fra sidelinjen, og til jer, som med skønne kommentarer har lagt jer i kommentarsporene til indlæggene. Jeg er overvældet over den respons, Dagbog fra dørmåtten har fået, over at Urban valgte at trykke de to første indlæg på trods af eksperimentets føljeton-agtige karakter - og over, at I har orket at følge med.

I er sgu skønne derude

Lørdag den 6. februar
Enden er nær…

Én dag tilbag’ (indsæt selv musikken fra Nick og Jay).

Er kommet mig over hedetur og akut behov for brun pose at hyperventilere i, da dørklokken gik af i morges. Jeg fik jo den der slemme, slemme forsmag på, at jeg nok aldrig slipper behovet for pænt hjem helt. Det var heldigvis et medlem af den nære familie, som grundet snesjap blev stående i døren og dermed havde begrænset kig til husets indre.

Pjewha!

Ud over det så er i dag dagen, hvor jeg vaskede ældste arvings bukser indeholdende Marsbar-folie (jeg tømmer jo heller ikke lommer i denne uge) og åndede lettet op, da jeg senere hev tøjet ud af tumbleren uden fekaliefarvede pletter på.

Derimod lurede jeg lidt på det bondageforsøg, en eller anden har lavet med en hårelastik, en Ben Ten-firgur og blandingsbatteriet på håndvasken. Og i stedet for lokumsrulle ligger der nu en tandpasta i brusekabinen

Ellers er vi tilbage til tilstande a la tirsdag - før clean sweep. Antarktis på ældste arvings globus er forsvundet bag et lille bjerg af sokker, det er svært at se gulvet for vasketøj hos den yngste, og der hænger et helt sæt herretøj uden herre i på den ene Pantonstol i stuen…

…som på den anden side matcher de to poser kanelgifler, der har vendt vrangen ud på spisebordet, meget godt

Andre, som har et mere lemfældigt forhold til rengøring og rod, vil sikkert sige, at det her slet ikke er så slemt. Men for en, der lever bedst med ro, renlighed og regelmæssighed, har ugen været en prøvelse.

Det har også være en uge med tid til eftertanke (jeg har jo fyret mig selv som rengøringshjælp i syv dage, husker du nok), og det, jeg har tænkt, er, at jeg muligvis selv har været medvirkende årsag til, at den sure tjans i sin tid endte hos mig. Ikke alle deler jo min opfattelse af, hvordan her bør ser ud. Derfor har jeg - for egen tilfredsheds skyld - nok puttet flere punkter på den daglige to do-liste, som jeg dermed selv har måttet ordne. 

Vi ser jo bare ikke omgivelserne på samme måde, Manden, ungerne og jeg. For hvor de kan livsnyde i en Baghdads-bombning, får jeg rod i hovedet af rod på gulvet og møg i hjørnerne.

Spørgsmålet er så, om det er noget, jeg alene bør arbejde med, eller om et kompromis er på sin plads: De gi’r lidt ekstra, og jeg giver til gengæld mere slip.

Ud over morgenchokket, ta’r jeg det roligt, men nu er der også kun et døgn til deadline. Om lidt afleverer vi arvingerne og holder børnefri lørdag, men i mit stille sind er jeg allerede så småt i gang med at forberede en guidet tour for familien rundt i morgendagens ruiner. Og hvis “Dagbog fra dørmåtten” udkommer, er det fordi, de heldigvis kan se det humoristiske i eksperimentet, der jo ikke udelukkende har været rettet mod dem, men også mod mig selv og et måske endeligt opgør med min trang til orden i tingene.

Vi blogges ved i søndagens og dermed sidste dagbogsindlæg fra dørmåtten.

Håber jeg da

Fredag den 5. februar
Det klør

Oh, boy! Vågnede med en håndværker på den forkerte side af panden, og eftersom jeg ikke har indtaget alkohol siden - ja, siden hvornår? Skyldes det ikke tømmermænd.

Jeg gætter derfor på:

• For meget søvn (halvdelen af gårsdagens vågne timer gik deres gang på sofaen og siden i sengen - måske et, fra min side, ubevidst deserteringsforsøg fra de tilsmudsede omgivelser?).
• Rengøringsabstinenser (hvem siger, at man ikke kan blive afhængig af et dagligt fejefix?).
• Eller støvallergi (selv om jeg ikke nyser, og det er fingrene, det klør i).

Smilet føles efterhånden også lidt anstrengt, og jeg har i dén grad svært ved at styre stemmebåndet og fange de høje “hov! hov!”, inden de stikker af mellem læberne, når jeg overværer nogen efterlade/tabe/kaste/lægge noget her og der.

Men nu er der kun to dage, til ugen er gået, sandet i forsøgets timeglas rinder ud, og jeg igen kan slippe mit ordensfikserede alter ego lidt løs. Hvis jeg altså kan finde det. For selv om jeg lægger mærke til alt i dørmåttens tjeneste, frygter jeg, at der - når eksperimentet slutter - pludselig triller et sært røgslør ned foran kighullerne, eller jeg simpelthen mister evnen til at bukke mig ned eller løfte armene efter sådan en uge uden en eneste afrivning på støvsugerslangen, et eneste dyp i gulvspanden og ikke ét kærligt strøg med støvkluden hen over inventaret.

Og det vil være en slem løgn at påstå, at det ikke trænger. Tomaten ligger f.eks. stadig i stuen. Den er bare knap så smattet nu. Mere sådan tør og meget integreret i gulvbelægningen. Og på badeværelset har arvings tremmelogerende hamster spredt savsmuld ud i en radius af 20 centimter omkring buret, hvilket betyder, at de jeans, som har ligget sammenfoldet på flisegulvet i et par dage, nu ligner et sørgeligt forsøg på at lave snelandskab med halvkiksede materialer…

… som jeg ikke gør noget ved, idet det 1. vil smadre eksperimentet, og jeg har jo snydt én gang. Og 2. de ligger ved siden af toilettet, og vi ved jo godt, hvordan dét dufter

Toasteren er i øvrigt erklæret død. Ikke druknet i guirlanderne, selv om det næppe ville have undret nogen. Nej, lukkedimsen er simpelthen knækket.

Det er selvfølgelig skidt, at vi ikke kan lave tost mere. På den anden side slipper vi for at diskutere, hvem der skal skrabe den fri for ostefjabber.

Behøver jeg nævne, at tirsdagens udmugning er falmet noget i tingenes krigslignende (og tør jeg sige småklamme) tilstand?

Torsdag den 4. februar
Jeg har snydt

I morges samlede jeg en andens sok op og smed den i kurven, så slå mig! Det sker (nok) ikke igen. Til gengæld skridtede jeg hen over et par boksershorts ovenpå, ignorerede bombenedslaget på sengene og nøjedes med at kigge på krummeresterne af en forårsrulle på sofabordet og tomaten på gulvet, som Manden tabte i går aftes, da han festede med sig selv og lidt chinese take away, efter vi andre var gået i seng.

I øvrigt bliver det her muligvis ugens korteste dagbogsindlæg fra dørmåtten, idet jeg ikke kan påstå at have set ret meget til mit hjem, selv om jeg har befundet mig i det. Kom hjem ved 17-tiden, besvimede på sofaen, vågnede tre timer senere, men går stadig rundt og sover med åbne øjne.

Det ta’r sgu på kræfterne at holde hænderne i skødet

Så jeg skrider i seng.

Onsdag den 3. februar
Hvem graver toasteren fri af køkkenbordet?

Damn, der er støvet fest under bordene nu. Generer mit øje, og jeg ku’ jo osse bare lige bukke mig ned og fjerne de største nullermænd.

Men det gør jeg ikke

Selv om jordkastellet gennemgik en større udgravning i går, er der jo lige det der med godterne i hjørnerne og under bordene. Og badeværelset står (og lugter) stadig, som det hele tiden har gjort. Nu er der bare tilføjet en tom toiletrulle i brusekabinen.

Jeg måtte desuden gagge mig selv med hele højrehånden, fordi jeg følte mig slemt fristet til at nævne, at de store støvplamager, Mandens arbejdsbukser har efterladt på vores sorte Panton-stol, virkelig ikke klæder et designermøbel særlig godt.

Men bortset fra ovenstående og det faktum, at toasteren har kørt nonstop i to dage og p.t. står fastgroet til køkkenbordet, hvor den dårligt kan identificeres gennem de solbrændte osteguirlander, der dingler fra den, er alt fint.

Bunkerne begynder vel også først at tikke ind igen i løbet af i morgen. Og med mindre familien syntes, det var så fedt at blive skamrost for gårsdagens operation clean sweep, at de lige snupper en tur til… bliver de sikkert også liggende i et par dage