Blogarella - hovedet op og benene samme vej

Morgenfrisk – og ikke mindst vågen – togrevisor kvitterede for en halv time siden for, at jeg har glemt at være forbi billetkontoret i starten af måneden og derfor har kørt på udløbet kort i… bommelom – 12 dage. Hvilket giver et facit af 750 sure morgenbananer og min første bøde ever.

Godt, at nogen har taget øjnene med sig på job. Men måske lidt skræmmende, at jeg har feset byen rundt på antikt månedskort i næsten to uger og oven i købet flashet det til andre kontrollører cirka hver tredje dag samt buschauffør hver morgen og eftermiddag. Uden at nogen har bemærket noget.

Tilbage er kun at sige:

1. Sur røv!

2. Nogen trænger vist til et synstjek (og det er ikke mig, for jeg nægter både at rage begyndende alzheimer og dårlige øjne til mig på én gang).

3. Og til DSB, Københavns Metro og Movia: Hvis dét her lissom er “rammegarantien”, når det handler om at kradse penge ind hos jeres blinde passagerer, ser det sgu sort ud for jer

Vil nogen fortælle DSB, at ét officielt minut ikke er minimum tre uofficielle – vi er jo nogle, der ta’r tid på tavlen for “næste tog ankommer om…”? Mistede al kontakt til mine tæer for 20 minutter siden, trænger alvorligt til at få afiset det indvendige af panden, og netop ankommet på job må jeg konstatere, at det eneste varme sted her er den elektroniske udstyrspark i mellemgangen.

Så nu vil jeg smutte ud og fotokopiere mig selv i en halv times tid

PS: Og så ikke ét ord om frekvensen på bloggen, der har været lige så vinterramt som køreplaner og kontorlandskaber

… eller sagt på en anden måde: “Life sucks so I think I’ll take a dump and die”.

Alt har jo som bekendt en udløbsdato. Og visse ting og væsener udløber før andre - det ved man, når man anskaffer dem. Men det var sgu lidt uheldigt, at lille arvings toiletlogerende hamster, som hun fik til sin otteårs fødselsdag, skulle folde poterne pænt sammen og stivne i fosterstilling én dag, før hun fylder ti. Hvilket hun gør i morgen.

“Han var osse ved at lave lort!” græd hun og hentydede til det spejderhagl, som havde foretaget et halvt exit ud af dyret, hvorpå det var gået i stå synkront med sidste åndedrag. Som om det, at den var ved at lette sig for lidt indhold i det fatale øjeblik, gjorde det hele lidt mere trist på den virkelig bizarre måde.

Eller kan man ligefrem dø af at skide?

Mens hun og jeg stod og trillede lidt saltvand ved begravelsen på terrassen - midt mellem hjemkomst og fødselsdagskagebagning - kom jeg til at tænke på den mandlige halvdel af det ægtepar, der residerede i vores forrige domicil - altså før Manden, arvingerne og jeg flyttede ind.

Han døde på lokum med låst dør, hvorfor bjergningsforsøget foregik via ovenlysvinduet. Den sidste udånding - i begge ender kan man vel sige.

Lige nu svæver et spørgsmål lidt rundt i luften: Skal “vi” have en ny hamster, eller skal vi for altid lade hjørnet på badeværelset stå tomt og vinke farvel til vores lille ven, som egentlig var arvings lille ven, men hurtigt blev adopteret af alle, der brugte toilettet sådan regelmæssigt? Det var jo så svært hyggelig at sludre med møgdyret, når man nu alligevel sad derude og af gode grunde ikke havde andet at lave.

Tiden vil vise. Men findes der en hamsterhimmel, er det sikkert der, Kost - for det hed den af årsager, der ikke er nok spalteplads til at forklare - er nu. Muligvis under et andet alias, men det er den næppe ked af. Efter at have delt navn med et fejeredskab og det, en kvinde kan være, når hun absolut ikke er i det fresh og funky hjørne, kan det vel kun gå fremad.

Så mens dyret finder ro og får vinger et andet sted, går vi muligvis til dyrehandleren en af dagene

Man siger, at vi i søvne og drømme bearbejder det, der har lagret sig i vores underbevidsthed.

Hvis det passer, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med arvings natlige eventyr. For gennem søvnens endnu halvtunge tåger oplyste han her til morgen, at han havde drømt, han fik autografer af Zlatan Ibrahimovic - og Pia Kjærsgaard..!?

Han er 11 år, så den første gæst i drømmeland må ses som en naturlig, integreret del af hans fodbold-inficerede hjerne. Pia kunne jeg imidlertid godt bruge lidt drømmetydning på her

Hmm, sig mig er det bare mig, som oplever, at alle spamkommentarer er begyndt at suse direkte ind i kommentarfelterne på min blog i stedet for - som før - at blive fastholdt i spamfilteret?

Det ser ikke kønt ud. Til gengæld gør det ondt.

Monterede panden på hjørnet af et underskab i går, og nu ligner jeg en, der er født med en ekstra lille tvilling, som gik udviklingsmæssigt i stå, lige inden den skulle til at gro arme og ben.

Men lad os se på det positive: Hele det midterste af mit frontale visitkort er stramt som en babyrøv, og pandemimikken er midlertidigt lammet, så glem bare botox

I virkeligheden bør jeg nok snart overveje sikkerhedsudstyr, når jeg betræder lokaler for kulinariske udfoldelser. Sidst, det smuttede lidt, hældte jeg fem liter kogende boller-i-karry-vand ned over min ene fod og høstede et kødsår, der ville få en hel brandsårsafdeling til at juble.

Tre uger på bare tæer og ét oprullet bukseben er ikke, hvad jeg kalder chikt. Og det var det faktum, at jeg faktisk havde renere fødder efter en tur ned ad Strøget og i Føtex end af at gå rundt på jobmatriklens gulve, så heller ikke

Kollega er lige blevet ringet op af sin bankmand, der ville høre, om det kunne være rigtigt, at hun i sidste uge købte shawarma for 850.000 kroner. For det var det beløb, en kebabpusher åbenbart havde tastet ind.

Nu kan hun bruge det meste af dagen på at finde ud af, hvorfor hendes bon kun viser 70 kroner, mens systemet åbenbart prøver at suge hende for en lille million

Det er ikke ligefrem, fordi konsekvenspædagogikken trykker mig fast til jorden i øjeblikket. Følgende samtale udspillede sig således i morges:

Arving: Jeg vil gerne ha’ de grå bukser på.
B: Du havde dem på i går, og hvis der er pletter, kan du godt glemme det.
Tjekke, tjekke:
B: Der er en plet. Vil du have dem på?

Smukt, B.

Kombineret med gårsdagens svært skizofrene kovending, hvor jeg i to dage havde holdt uforsonligt fast på, at ungen skulle deltage i udendørs svømning én gang mere, før vi skrev ham fri (for frostramte lemmer), og jeg alligevel gav efter på ti morgentrætte torsdags-sekunder, har jeg kun ét at sige:

Møder du mig i byen, og har du tilfældigvis et baseballbat i tasken, så brug det dér, hvor jeg buler ud øverst på halsen. Tag dig ikke af den hule lyd - jeg har åbenbart kun to små grå i øjeblikket, og hvor ville jeg ønske, de kunne enes lidt bedre, så det, jeg mener, rent faktisk også er dét, jeg siger 

Bør jeg sige, at de dér høretelefoner til den dér iPod, som en eller anden sikkert ikke har kunnet finde i et par dage, lige er røget ud af tørretumbleren, hvor de har svedt igennem ved høj varme? Og at de forinden fik en 40 graders finvask… på det lange program?

Eller skal jeg benægte al kendskab til eventuelt døde dimser og file Pinocchionæsen ned i takt med, at den gror ud, såfremt nogen anklager mig for at have aflivet dem?

PS: De dufter af blå Snuggle, og da jeg desværre er den eneste, hvis fingeraftryk befinder sig på vaskemaskinen, er den lidt svær at tørre af på en anden (idiot), så gode forslag til dårlige undskyldninger modtages

Hvor er det fanf……tastisk at have kolleger, der skiftes til at være PMS-ramte.

Hvis de bare kunne koordinere det dårlige humør til én klyngebombe, der smadrede ned i kontoret lad os sige højst fire sammenhængende hardcore dage om måneden. Så ville jeg ikke have lyst til at plante undersiden af mine støvler i fjæset på dem de resterende cirka 26 også

(Af hensyn til bloggerens sikkerhed, gode udseende og - indtil videre - knivfri rygstykker holder vi lige den her ude af den trykte udgave af Urban)