Søndag den 7. februar
Det byder vi uventede gæster
Tja, hvordan fortæller man lige medlemmerne af familien, at de netop har været intetanende deltagere i et ugelangt eksperiment, der havde til formål at teste deres evne ud i at løfte eget lort op og lægge på plads? Og at jeg i øvrigt har tænkt mig at hænge vasketøjet til tørre på bloggen?
Det gav lidt sig selv med herren i huset, for på den front piftede jeg faktisk ballonen i går - efter lørdagens indlæg, og efter at jeg for anden gang var gledet udenom hans forslag, der gik ud på at runde børnefri lørdag af med et raid i Blockbuster og tomandshygge hjemme på fifaen.
For hvordan hygger man i et domicil, som i en uge (og kun afbrudt af udmugning tirsdag) har været underkastet ødelæggelser ikke set siden 2. Verdenskrig?
No way, José.
Jeg lagde derfor kortene på bordet et sted mellem hurtig nedkastning af burger og inden “Edge of Darkness” i Cinemaxx, hvor jeg gav en forklaring på de sære lammelser, som i den forløbne uge have klistret mine arme inaktivt ned langs siderne. Med det formål at se, hvor meget der skulle til for at få dem til at løfte deres og samtidig teste min egen (nul)tolerance overfor kaos-inficerede omgivelser, som ofte får mig til at tilbringe mere tid med røven som det højeste punkt på kroppen, fordi jeg konstant går foroverbøjet og snatcher ting op fra gulvbrædderne.
Hvorpå han smilede og sagde:
“Jeg havde det sgu lidt på fornemmelsen i mandags. Og jeg blev ret sikker på, at du prøvede os af tirsdag, eftersom du i to dage ikke havde redt senge, ryddet op og i øvrigt lod alle krummerne ligge. Jeg mener, du reder jo altid seng, Blogarella!”
“Og vedrørende bloggen - det gør du bare”, grinede han (muuuligvis en anelse hoverende, men på det tidspunkt også fuldstændig uvidende om, hvor detaljeret jeg rent faktisk havde tænkt mig at være… og i hvor mange indlæg
I dag blev han derfor roligt siddende i sofaen (i den tro, at jeg vel var færdig med ham), da jeg kaldte væslerne til fællesmøde med et:
“Nu skal I se, hvad vi byder uventede gæster. Blandt andet jeres gæster”
… og indtog fortroppen på den hjemlige marguerite-rute med første stop ved hoveddøren, der kun kunne forceres med et rambukforsøg, før nogen kunne komme ind for tasker, sko, støvler, vanter og poser. Eller vi kunne komme ud
Dernæst drejede vi af til køkkenet med gulerodsskrællen foran skraldeskabet, krummer nok til at sende samtlige af Damhussøens ænder i fedtpolstret vinterhi og ostefolierne, der har blafret rundt på gulvet siden begyndelsen af ugen.
Ovenpå ledte jeg arvingerne rundt fra globusen til gulvet - nej, vent, der var jo ikke noget gulv, eftersom klædeskabet havde ørlet ud over det. Og så tog vi badeværelset til sidst, hvor jeg bad dem dufte til roserne, pegede på Ben Ten-bondageriet på blandingsbatteriet og sluttede af med at spørge, hvem der ville have mulet bisser med den tandpasta, der havde rullet rundt i brusekabinen, imens samtlige medlemmer af familien havde vasket hår, krop og - efter eventuelt at have glemt at gå på toilettet inden - måske lettet blæren for lidt indhold under den daglige toilette under de varme stråler.
Da vi var færdige, fandt jeg Manden småsmilende og stadig parkeret på fifaen. Og viste ham støvskyerne på designerstolen, hvorefter jeg gentog tjeklisten og i øvrigt bad ham bære de sodavandsflasker ned i køkkenet, han tømmer hver nat, inden han giver dem et puf med pegefingeren, så de triller i ly under sengen.
Så blegnede smilet sgu lidt. Måske ved erkendelsen af, at der vist kom lige lovlig mange detaljer med i den dagbog fra dørmåtten dér
Derfor er aftalen nu som følger:
- Det er hans job at:
- Rede vores seng hver dag, eftersom han er den sidste, der rejser sig fra liggende stilling i landet under de varme dyner.
- Støvsuge og vaske gulv i jordkastellet én gang om ugen.
- Og ad libitum øve sig i at bøje sig ned, føre armene lidt frem og aktivere gribefunktionen i fingrene, så i det mindste egne ting “tabt” på gulvet følger med under den efterfølgende opadgående bevægelse.
- Desuden skal arvingerne sørge for:
- At rede deres egne senge.
- At rydde af, når vi har spist.
- Og skrabe gulvbelægningen på deres værelser fri for objekter, hvis vi når det punkt, hvor vi skal lege jorden er giftig for ikke at træde på fakirtæppet af legoklodser og andre hårde genstande eller bare bunker af tøj.
Jeg kan i skrivende stund ikke sige, hvor længe det holder. Men mit gæt er: Længere, end det plejer. Muligvis fordi jeg for første gang nogensinde har illustreret, at vil ingen høre, må alle føle. Eller fordi tanken om at få gæster, hvis mor en anden gang deaktiverer begge arme, simpelthen er lidt for nasty
Søndag den 14. februar
Update fra dørmåtten
Det er præcis en uge siden, jeg trak persiennerne op og blottede, hvad der sker, når jeg går på pause. Og det er her, det bliver interessant, for i den forløbne uge har vores seng været redt. Hveeer dag. Der bliver båret ud efter maden, og når arvingerne skrider fra noget, de lige har kastet fra sig, kan jeg være sikker på, at Kommandocentralen (du kender ham bedst som Manden) kalder tropperne tilbage til strafekspedition i katastrofeområderne.
Han er muligvis bange for, at jeg fyrer mig selv en anden go’ gang - for nu ved han, at jeg kan
Og sidder du lige nu og tænker: Oh la laaa, så gik hun vel NOK til den med batteriet i kosteskabet efter den uge? Kan jeg sige: Nej. Der blev faktisk først støvsuget og vasket gulv tirsdag, hvor det passede min bedre halvdel bedst at gøre det. Og først søndag aften badede jeg (med et veltilfreds suk) fliseværelsets porcelænsmikrofon i ajax, smed tandpastaen ud og bad gerningsmanden om selv at befri Ben Ten af blandingsbatteriet.
En af de største AHA-oplevelser har dog været, at selv om jeg stadig lever livet bedst i orden, så antænder raketten i min røv ikke længere med det samme, noget flyder i synsfeltet. Hvilket jeg omvendt tror har været en lige så stor AHA-oplevelse for min mand, der f.eks. fredag kom hjem til en væltet skål med popcorn i sofaen, som fik lov at ligge, indtil X Factor var slut.
En tændt støvsuger ødelægger jo lidt lydsiden af programmet. Som vi i stedet så siddende på gulvet
Tak til alle jer, som har fulgt med fra sidelinjen, og til jer, som med skønne kommentarer har lagt jer i kommentarsporene til indlæggene. Jeg er overvældet over den respons, Dagbog fra dørmåtten har fået, over at Urban valgte at trykke de to første indlæg på trods af eksperimentets føljeton-agtige karakter - og over, at I har orket at følge med.
I er sgu skønne derude