Blogarella - hovedet op og benene samme vej

Søndag den 31. januar
Jeg siger op!

“Du har ringet til MOR, KÆRESTE & Co. Firmaet har midlertidig opløst sig selv, men vi stiller videre til et andet MOR, KÆRESTE & Co., såfremt der er et ledigt i øjeblikket. Du har nu følgende valgmuligheder:

Har du brug for en GPS til køleskabet og et kort, der fører dig til madkasser, drikkedunke og skoletasker, tast 1

Vil du vide, hvor støvsugeren er, tast 2

Kan du ikke finde rene sokker, tast 3

Kan du ikke finde noget som helst, tast 4

Virker denne viderestilling ikke, prøv da igen senere. Om en uges tid er der sikkert hul igennem”.

Tja, hvad sker der egentlig, når en mor, hvis dag starter 05.20 og slutter, når 8-16-jobbet er passet, huset er ordnet, børnene lagt, og hun med Sankt Bernhard-øjne forsøger at ramme egen seng, brænder sammen? Siger jobbet som servicevogn, oprydder og rengøringsassistent op i en uge og simpelthen hamrer knappen på pause. Malfunction. Ude af drift.

Er du kvinde, og vil du gerne vide det, men har du ikke haft overskuddet til at lade lortet sejle bare for eksperimentets skyld? Eller er du mand, og kan du ikke forstå, hvornår den knaldevenlige og sjove kvinde, du engang besluttede at dele postadresse med, lige blev en sur klud, som henlægger hanky panky til quickies i halvsovende, tørvaginal tilstand?

Så følg med i de følgende seks dages dagbogsindlæg fra dørmåtten og få et muligt bud

Ser du, igennem efterhånden en del år har jeg med jævne mellemrum fået nedsmeltninger i rengørings-reaktoren, der får Tjernobyl til at ligne et mindre uheld. For der er ingen tvivl om, at jeg laver tingene herhjemme og næsten altid har gjort det. Så langt er både mand, arvinger og jeg faktisk enige. Så enige, at ældste arving - da vi for nylig sad på den indiske og talte om serviceorganets ulidelige tilstand i jordkastellet - sagde: “Jeg synes, du skal prøve at lave ingenting og bare slappe af, mor”… hvorefter alle lovede, at de nok skulle hjælpe mere til.

Men selv om viljen har været der, har evnen efter disse små familiemøder altid kun holdt i cirka 30 timer. Så var jeg igen enelogerende i gulvspanden

Nu ta’r jeg fandenfiseme ferie. Både for at se, hvor meget der egentlig skal til, før andre på postadressen begynder at ordne sagerne selv. Men også for at teste, hvor meget kaos jeg selv kan klare at omgive mig med, hvilket vil være skelsættende for rengøringsrutinerne, der måske kan nedjusteres en anelse.

Rent blogwise og af hensyn til projektet succesrate vil jeg være nødt til at vente en uge med at udgive – de berørte personer læser nemlig med herinde. Og selv om mine fingre vil klø, mine øjne sikkert hellere vil blindfoldes end konfronteres med de voksende bunker omkring mig, og selv om det bliver en kamp at sætte min indre rengøringsfascist på stand by, gør jeg det.

Om lidt, i dag søndag, vil jeg derfor rydde op, tørre af, snave gulvet med støvsugeren en sidste gang og gøre klar til kaos. For kaos vil indfinde sig. Det er nok kun et spørgsmål om farten. I den kommende uge rydder jeg nemlig kun op efter mig selv, jeg vasker kun det tøj, folk har været så rare at putte i den dertil indrettede kurv, og så vil jeg stille en enkelt lille skraldepose tæt på hoveddøren… bare for at se, hvor længe den bliver stående

Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg grejer skammen i forbindelse med uventede gæster eller impulsive legeaftaler. Og jeg har heller ingen anelse om, hvordan min elskede familie reagerer, når de opdager, at de har været deltagere i en syv dage lang forsøgsføljeton.

Men det bliver nok ikke kedeligt

Ingen mennesker, dyr eller amøber vil lide overlast i perioden. Allerhøjst vil de undre sig over, hvorfor tingene bliver liggende, hvor de blev lagt. Og måske vil de ihukomme Blogarellas gyldne mantra: Kan du nå, kan du få…

… rene sokker f.eks.

Vi læses ved de følgende seks dage. Jeg overlever jo helt sikkert så længe