Dagbog fra dørmåtten del 6
Fredag den 5. februar
Det klør
Oh, boy! Vågnede med en håndværker på den forkerte side af panden, og eftersom jeg ikke har indtaget alkohol siden - ja, siden hvornår? Skyldes det ikke tømmermænd.
Jeg gætter derfor på:
- For meget søvn (halvdelen af gårsdagens vågne timer gik deres gang på sofaen og siden i sengen - måske et, fra min side, ubevidst deserteringsforsøg fra de tilsmudsede omgivelser?).
- Rengøringsabstinenser (hvem siger, at man ikke kan blive afhængig af et dagligt fejefix?).
- Eller støvallergi (selv om jeg ikke nyser, og det er fingrene, det klør i).
Smilet føles efterhånden også lidt anstrengt, og jeg har i dén grad svært ved at styre stemmebåndet og fange de høje “hov! hov!”, inden de stikker af mellem læberne, når jeg overværer nogen efterlade/tabe/kaste/lægge noget her og der.
Men nu er der kun to dage, til ugen er gået, sandet i forsøgets timeglas rinder ud, og jeg igen kan slippe mit ordensfikserede alter ego lidt løs. Hvis jeg altså kan finde det. For selv om jeg lægger mærke til alt i dørmåttens tjeneste, frygter jeg, at der - når eksperimentet slutter - pludselig triller et sært røgslør ned foran kighullerne, eller jeg simpelthen mister evnen til at bukke mig ned eller løfte armene efter sådan en uge uden en eneste afrivning på støvsugerslangen, et eneste dyp i gulvspanden og ikke ét kærligt strøg med støvkluden hen over inventaret.
Og det vil være en slem løgn at påstå, at det ikke trænger. Tomaten ligger f.eks. stadig i stuen. Den er bare knap så smattet nu. Mere sådan tør og meget integreret i gulvbelægningen. Og på badeværelset har arvings tremmelogerende hamster spredt savsmuld ud i en radius af 20 centimter omkring buret, hvilket betyder, at de jeans, som har ligget sammenfoldet på flisegulvet i et par dage, nu ligner et sørgeligt forsøg på at lave snelandskab med halvkiksede materialer…
… som jeg ikke gør noget ved, idet det 1. vil smadre eksperimentet, og jeg har jo snydt én gang. Og 2. de ligger ved siden af toilettet, og vi ved jo godt, hvordan dét dufter 
Toasteren er i øvrigt erklæret død. Ikke druknet i guirlanderne, selv om det næppe ville have undret nogen. Nej, lukkedimsen er simpelthen knækket.
Det er selvfølgelig skidt, at vi ikke kan lave tost mere. På den anden side slipper vi for at diskutere, hvem der skal skrabe den fri for ostefjabber.
Behøver jeg nævne, at tirsdagens udmugning er falmet noget i tingenes krigslignende (og tør jeg sige småklamme) tilstand?
Mikael83 sagde,
februar 12, 2010 @ 21:00
Undskyld, men er du den eneste på slottet der har øjne i hovedet? Lyder helt vildt. Kommenterer de ikke at du ikke laver noget eller at der i grunden roder/lugter/sviner? Glæder mig godt nok til at se hvad enden bliver på dit eksperiment.
- Med dine supersjove indlæg om hvor galt det kan gå, håber jeg endnu mere på, at ende med at flytte til Nepal. Der er både maid og kok.
Så kan det da ikke gå helt galt. Hehe
blogarella sagde,
februar 12, 2010 @ 22:08
@Mikael83: Jeg havde selv tanken, men de sagde ikke noget direkte, og jeg sagde slet ikke noget - nøjedes bare med at blogge, så fingrene blødte, når de ikke så det. Desuden klistrede jeg hele ugen det store smil på udadtil og brokkede mig ikke én eneste gang over noget. Så jeg havde lidt en følelse af, at de troede, at alt var fjong. Altså bortset fra, at ungerne ikke kunne finde en skid, og her lignede lort. griner.
Men nej, man laver ikke bare en 180 graders kovending, uden at nogen opdager noget som helst, løfter et øjenbryn eller lugter en lunte. Mere om det på søndag i sidste pip fra dørmåtten
Åååih, maid og kok! Kan sådan en sendes med pakkepost? Tænker bare på sådan en lille “låner” eller no’et
volapyk sagde,
februar 13, 2010 @ 08:43
‘Kæft jeg glæder mig til sidste afsnit. Er edderspændt på, hvad der sker
aldrigmeregiftes sagde,
februar 13, 2010 @ 10:54
Endnu et fantastisk sjovt indlæg i serien, du skriver simpelthen så godt. Jeg har nydt mange af dine fede formuleringer; og jeg glæder mig til at læse konklusionen på eksperimentet.
blogarella sagde,
februar 13, 2010 @ 11:06
@Volapyk: Er altså stadig imponeret over og meget glad for, at I har orket at følge med
@Aldrigmeregiftes: Tusind tak skal du have
Sidste indlæg postes i morgen. Det blev som sagt skrevet for en uge siden, men muligvis laver jeg en dags dato-update i bunden, for der er trods alt sket lidt i ugen, der er gået, siden jeg piftede ballonen og trykkede “udgiv” på det første dagbogsindlæg fra dørmåtten 