Blogarella - hovedet op og benene samme vej

Lørdag den 6. februar
Enden er nær…

Én dag tilbag’ (indsæt selv musikken fra Nick og Jay).

Er kommet mig over hedetur og akut behov for brun pose at hyperventilere i, da dørklokken gik af i morges. Jeg fik jo den der slemme, slemme forsmag på, at jeg nok aldrig slipper behovet for pænt hjem helt. Det var heldigvis et medlem af den nære familie, som grundet snesjap blev stående i døren og dermed havde begrænset kig til husets indre.

Pjewha!

Ud over det så er i dag dagen, hvor jeg vaskede ældste arvings bukser indeholdende Marsbar-folie (jeg tømmer jo heller ikke lommer i denne uge) og åndede lettet op, da jeg senere hev tøjet ud af tumbleren uden fekaliefarvede pletter på.

Derimod lurede jeg lidt på det bondageforsøg, en eller anden har lavet med en hårelastik, en Ben Ten-firgur og blandingsbatteriet på håndvasken. Og i stedet for lokumsrulle ligger der nu en tandpasta i brusekabinen

Ellers er vi tilbage til tilstande a la tirsdag - før clean sweep. Antarktis på ældste arvings globus er forsvundet bag et lille bjerg af sokker, det er svært at se gulvet for vasketøj hos den yngste, og der hænger et helt sæt herretøj uden herre i på den ene Pantonstol i stuen…

…som på den anden side matcher de to poser kanelgifler, der har vendt vrangen ud på spisebordet, meget godt

Andre, som har et mere lemfældigt forhold til rengøring og rod, vil sikkert sige, at det her slet ikke er så slemt. Men for en, der lever bedst med ro, renlighed og regelmæssighed, har ugen været en prøvelse.

Det har også være en uge med tid til eftertanke (jeg har jo fyret mig selv som rengøringshjælp i syv dage, husker du nok), og det, jeg har tænkt, er, at jeg muligvis selv har været medvirkende årsag til, at den sure tjans i sin tid endte hos mig. Ikke alle deler jo min opfattelse af, hvordan her bør ser ud. Derfor har jeg - for egen tilfredsheds skyld - nok puttet flere punkter på den daglige to do-liste, som jeg dermed selv har måttet ordne. 

Vi ser jo bare ikke omgivelserne på samme måde, Manden, ungerne og jeg. For hvor de kan livsnyde i en Baghdads-bombning, får jeg rod i hovedet af rod på gulvet og møg i hjørnerne.

Spørgsmålet er så, om det er noget, jeg alene bør arbejde med, eller om et kompromis er på sin plads: De gi’r lidt ekstra, og jeg giver til gengæld mere slip.

Ud over morgenchokket, ta’r jeg det roligt, men nu er der også kun et døgn til deadline. Om lidt afleverer vi arvingerne og holder børnefri lørdag, men i mit stille sind er jeg allerede så småt i gang med at forberede en guidet tour for familien rundt i morgendagens ruiner. Og hvis “Dagbog fra dørmåtten” udkommer, er det fordi, de heldigvis kan se det humoristiske i eksperimentet, der jo ikke udelukkende har været rettet mod dem, men også mod mig selv og et måske endeligt opgør med min trang til orden i tingene.

Vi blogges ved i søndagens og dermed sidste dagbogsindlæg fra dørmåtten.

Håber jeg da