Dagbog fra dørmåtten del 8
Søndag den 7. februar
Det byder vi uventede gæster
Tja, hvordan fortæller man lige medlemmerne af familien, at de netop har været intetanende deltagere i et ugelangt eksperiment, der havde til formål at teste deres evne ud i at løfte eget lort op og lægge på plads? Og at jeg i øvrigt har tænkt mig at hænge vasketøjet til tørre på bloggen?
Det gav lidt sig selv med herren i huset, for på den front piftede jeg faktisk ballonen i går - efter lørdagens indlæg, og efter at jeg for anden gang var gledet udenom hans forslag, der gik ud på at runde børnefri lørdag af med et raid i Blockbuster og tomandshygge hjemme på fifaen.
For hvordan hygger man i et domicil, som i en uge (og kun afbrudt af udmugning tirsdag) har været underkastet ødelæggelser ikke set siden 2. Verdenskrig?
No way, José.
Jeg lagde derfor kortene på bordet et sted mellem hurtig nedkastning af burger og inden “Edge of Darkness” i Cinemaxx, hvor jeg gav en forklaring på de sære lammelser, som i den forløbne uge have klistret mine arme inaktivt ned langs siderne. Med det formål at se, hvor meget der skulle til for at få dem til at løfte deres og samtidig teste min egen (nul)tolerance overfor kaos-inficerede omgivelser, som ofte får mig til at tilbringe mere tid med røven som det højeste punkt på kroppen, fordi jeg konstant går foroverbøjet og snatcher ting op fra gulvbrædderne.
Hvorpå han smilede og sagde:
“Jeg havde det sgu lidt på fornemmelsen i mandags. Og jeg blev ret sikker på, at du prøvede os af tirsdag, eftersom du i to dage ikke havde redt senge, ryddet op og i øvrigt lod alle krummerne ligge. Jeg mener, du reder jo altid seng, Blogarella!”
“Og vedrørende bloggen - det gør du bare”, grinede han (muuuligvis en anelse hoverende, men på det tidspunkt også fuldstændig uvidende om, hvor detaljeret jeg rent faktisk havde tænkt mig at være… og i hvor mange indlæg 
I dag blev han derfor roligt siddende i sofaen (i den tro, at jeg vel var færdig med ham), da jeg kaldte væslerne til fællesmøde med et:
“Nu skal I se, hvad vi byder uventede gæster. Blandt andet jeres gæster”
… og indtog fortroppen på den hjemlige marguerite-rute med første stop ved hoveddøren, der kun kunne forceres med et rambukforsøg, før nogen kunne komme ind for tasker, sko, støvler, vanter og poser. Eller vi kunne komme ud 
Dernæst drejede vi af til køkkenet med gulerodsskrællen foran skraldeskabet, krummer nok til at sende samtlige af Damhussøens ænder i fedtpolstret vinterhi og ostefolierne, der har blafret rundt på gulvet siden begyndelsen af ugen.
Ovenpå ledte jeg arvingerne rundt fra globusen til gulvet - nej, vent, der var jo ikke noget gulv, eftersom klædeskabet havde ørlet ud over det. Og så tog vi badeværelset til sidst, hvor jeg bad dem dufte til roserne, pegede på Ben Ten-bondageriet på blandingsbatteriet og sluttede af med at spørge, hvem der ville have mulet bisser med den tandpasta, der havde rullet rundt i brusekabinen, imens samtlige medlemmer af familien havde vasket hår, krop og - efter eventuelt at have glemt at gå på toilettet inden - måske lettet blæren for lidt indhold under den daglige toilette under de varme stråler.
Da vi var færdige, fandt jeg Manden småsmilende og stadig parkeret på fifaen. Og viste ham støvskyerne på designerstolen, hvorefter jeg gentog tjeklisten og i øvrigt bad ham bære de sodavandsflasker ned i køkkenet, han tømmer hver nat, inden han giver dem et puf med pegefingeren, så de triller i ly under sengen.
Så blegnede smilet sgu lidt. Måske ved erkendelsen af, at der vist kom lige lovlig mange detaljer med i den dagbog fra dørmåtten dér
Derfor er aftalen nu som følger:
- Det er hans job at:
- Rede vores seng hver dag, eftersom han er den sidste, der rejser sig fra liggende stilling i landet under de varme dyner.
- Støvsuge og vaske gulv i jordkastellet én gang om ugen.
- Og ad libitum øve sig i at bøje sig ned, føre armene lidt frem og aktivere gribefunktionen i fingrene, så i det mindste egne ting “tabt” på gulvet følger med under den efterfølgende opadgående bevægelse.
- Desuden skal arvingerne sørge for:
- At rede deres egne senge.
- At rydde af, når vi har spist.
- Og skrabe gulvbelægningen på deres værelser fri for objekter, hvis vi når det punkt, hvor vi skal lege jorden er giftig for ikke at træde på fakirtæppet af legoklodser og andre hårde genstande eller bare bunker af tøj.
Jeg kan i skrivende stund ikke sige, hvor længe det holder. Men mit gæt er: Længere, end det plejer. Muligvis fordi jeg for første gang nogensinde har illustreret, at vil ingen høre, må alle føle. Eller fordi tanken om at få gæster, hvis mor en anden gang deaktiverer begge arme, simpelthen er lidt for nasty
Søndag den 14. februar
Update fra dørmåtten
Det er præcis en uge siden, jeg trak persiennerne op og blottede, hvad der sker, når jeg går på pause. Og det er her, det bliver interessant, for i den forløbne uge har vores seng været redt. Hveeer dag. Der bliver båret ud efter maden, og når arvingerne skrider fra noget, de lige har kastet fra sig, kan jeg være sikker på, at Kommandocentralen (du kender ham bedst som Manden) kalder tropperne tilbage til strafekspedition i katastrofeområderne.
Han er muligvis bange for, at jeg fyrer mig selv en anden go’ gang - for nu ved han, at jeg kan
Og sidder du lige nu og tænker: Oh la laaa, så gik hun vel NOK til den med batteriet i kosteskabet efter den uge? Kan jeg sige: Nej. Der blev faktisk først støvsuget og vasket gulv tirsdag, hvor det passede min bedre halvdel bedst at gøre det. Og først søndag aften badede jeg (med et veltilfreds suk) fliseværelsets porcelænsmikrofon i ajax, smed tandpastaen ud og bad gerningsmanden om selv at befri Ben Ten.
En af de største AHA-oplevelser har dog været, at selv om jeg stadig lever livet bedst i orden, så antænder raketten i min røv ikke længere med det samme, noget flyder i synsfeltet. Hvilket jeg omvendt tror har været en lige så stor AHA-oplevelse for min mand, der f.eks. fredag kom hjem til en væltet skål med popcorn i sofaen, som fik lov at ligge, indtil X Factor var slut.
En tændt støvsuger ødelægger jo lidt lydsiden af programmet. Som vi i stedet så siddende på gulvet
Tak til alle jer, som har fulgt med fra sidelinjen, og til jer, som med skønne kommentarer har lagt jer i kommentarsporene til indlæggene. Jeg er overvældet over den respons, Dagbog fra dørmåtten har fået, over at Urban valgte at trykke de to første indlæg på trods af eksperimentets føljeton-agtige karakter - og over, at I har orket at følge med.
I er sgu skønne derude 
volapyk sagde,
februar 14, 2010 @ 18:26
Det var fandeme da på tide, du kunne lette røven,B!
Jeg er i sommerhus, hvor det faktisk er meningen jeg skal slappe af - og ikke rende utålmodigt frem og tilbage mellem sofaen og computeren hvert kvarter for at tjekke, om der nu er kommet et nyt indlæg.
Iøvrigt en fed afslutning. Det lader jo til at eksperimentet har båret frugt. Muuuuhligvis bliver det nødvendigt igen engang, men så har du jo bevist, at du KAN.
blogarella sagde,
februar 14, 2010 @ 18:39
@Volapyk: Din dejlige trunte
Ja, det blev lidt en win-win for både Kommandocentralen og jeg. Han har fået en liiidt mere afslappet dørmåtte, og jeg har fået hjælp fra et ekstra sæt lunger (der kan råbe højt) samt to hænder mere, der faktisk er blevet rigtig gode til at fiske ting op, de selv har tabt 
Børnene har i øvrigt aldrig bevæget sig så meget indenfor hjemmets fire vægge som nu. Er du gal, de dumper mange ting, som de derefter bliver kaldt tilbage for at dumpe på plads igen. griner.
Men ud over det har du sikkert helt ret i, at det kan blive nødvendigt at genindsætte mig selv som fuldstændig uarbejdsdygtigt medlem af familien, hvis tilstandene kræver det en anden gang.
God ferie i øvrigt
marly sagde,
februar 14, 2010 @ 19:42
You go girl!!!
Tillykke med vellykket eksperiment!!
Og tak for fantastisk god underholdning!
Håber forresten også næste fyring kommer på urban!!
blogarella sagde,
februar 14, 2010 @ 19:44
@Marly: I skal nok få den, hvis det sker. Sikkert i noget kortere udgave end i Dagbog fra dørmåtten - men det var jo også lidt en one of a kind og hel “nytænkt”
Det har været skønt at have jer på sidelinjen.
H2P3 sagde,
februar 14, 2010 @ 20:05
En happy ending - imponerende
Jeg synes, det lyder til, du er ret godt kørende med din kommandocentral mm. Nok derfor eksperimentet overhovedet får en så - trods alt - gnidningsfrit forløb.
Tillykke med successen!
Prinsesse Pink sagde,
februar 14, 2010 @ 20:30
Har nu læst alle og kan kun sige at du har et fantastisk forhold til din kommandocentral. Jeg har ikke haft nogen kæreste overhovedet hvor jeg kunne gøre sådanne ved. Så respekt til dig. Monster meget respekt.
Prinsesse Pink
Mikael83 sagde,
februar 14, 2010 @ 20:34
Tak fordi vi måtte følge med. Har ligget flad af grin ved hvert indlæg. Er vild med din måde at skrive og beskrive.
Godt at høre dit eksperiment lykkedes og der nu er styr på tropperne. Du er bare beviset på at det hjælper at true lidt nogle gange. 
hypersensitiv sagde,
februar 14, 2010 @ 20:47
Blogarella, det har været helt fantastisk at følge med i din føljeton.
Godt udtænkt, godt udført - og herligt at familien var i stand til at levere en virkelig god spændingskurve for føjetonen.
Og så er det cool, at du både har fået familien til at hjælpe mere til og (ikke mindst) at du selv er blevet knap så fokuseret på at alt skal være i top-top-orden.
Way to go, girl!
blogarella sagde,
februar 14, 2010 @ 21:14
@H2P3: Jeg har et rigtig godt forhold til ham, og han har god humor, så lige der matcher vi hinanden godt. Hvor vandene skilles er ved det huslige. Der er vi meeeget forskellige, og det er vist rigt illustreret med det her eksperiment
@Prinsesse Pink: Jeg tror, det skyldes veludviklet humoristisk sans, og at han er en helt nede på jorden fyr uden så meget fis.Nå ja, og så synes han, jeg er fantastisk og skriver godt. griner.
Jeg er faktisk lidt overrasket over, hvor meget han selv har moret sig over hvert indlæg… og ikke en eneste gang været uenig i noget, jeg har skrevet
@Mikael83: Tak, søde. Jeg er super glad for, at du og I har hængt på - og så i en hel uge! Det havde jeg ikke regnet med. Jeg vidste bare, at jeg var nødt til at lave forsøget og se, hvad der kom ud af det, uagtet om det ville være noget, der tog kegler på en blog.
Forsøget har virkelig virket. Endnu bedre, end jeg havde turdet håbe. Spørgsmålet er hvor længe, men kommer den dag, hvor vi er tilbage ved gamle tilstande, ved han og resten af huset, at jeg er i stand til at lade det hele sejle, til de bøjer sig i støvet (så at sige). Så nej, en lille trussel i ny og næ er slet ikke af vejen
@Hypersensitiv: Takker mange gange. Jeg synes også selv, jeg trak den okay hjem, selv om det var svært at holde kæft en hel uge, og det var sejt at være midt i det og ikke mindst at skulle notere ned som en gal og skrive ind hver dag
Søndagen, hvor jeg præsenterede agendaen og postede det første indlæg, var imidlertid guld værd. Og det VAR dejligt at opdage, at jeg rent faktisk kunne rykke lidt ved mine egne grænser, selv om jeg nok aldrig bliver en, der helt lader stå til
Tusind tak for jeres kommentarer.
line42 sagde,
februar 15, 2010 @ 01:16
Line42 melder sig også på banen med armene i vejret! Fantastisk føljeton, jeg har siddet hver dag og ventet på ‘godten’ fra Blogarella…
Og må også melde mig i koret af dem, der har grinet over din fantastisk skægge skrivestil - du skriver bare de indlæg, som jeg selv ville ønske jeg havde skrevet
Glæder mig til nye eksperimenter fremover!
-Line42, som afslører at det at få en hundehvalp indenfor døren, gør at man får et noget mere afslappet forhold til rene gulve
blogarella sagde,
februar 15, 2010 @ 09:03
@Line42: Tusind tak skal du ha’
Og tillykke med hvalpen (hvad er det i øvrigt for én?) Er super glad for, at du havde lyst til at læse med herinde. Som sagt er jeg stadig lidt overrasket over, at folk orkede at følge med i ugeføljetonen - men den måtte bare skrives.
*Af en eller anden grund røg du til godkendelse - beklager. Mit system er indstillet til at være fuldstændig åbent for kommentarer, så jeg aner ikke helt, hvorfor jeg skal godkende hist og pist og endda mig selv nogle gange.
line42 sagde,
februar 15, 2010 @ 11:30
Not to worry!
Det er en Cocker Spaniel, nu på 8 måneder. Hun er tilgivet ALT, når hun kommer og lægger hovedet i skødet på én, og kigger med de der store hundeøjne…
blogarella sagde,
februar 15, 2010 @ 12:16
@Line42: Jeg småsmelter lidt her. De er godt nok søde - min bror har en King Charles, som er lidt derhenad. Ligner noget, der er taget ned fra hylden i en legetøjsbutik. Og så kan den ikke tåle at få skældud
Echte sagde,
februar 15, 2010 @ 23:11
For hulen - du ER altså den eneste Urbanblogger, der aldrig holder op med at være sej…
Mand, det er cool, at du trak eksperimentet så langt og ikke bare tænkte på det!
URBAN sagde,
februar 15, 2010 @ 23:23
Tak for afslutningen på dit eksperiment. Det har været morsomt at følge med
Et uddrag heraf vil blive bragt til morgendagens læsere af avisen.
Bedste hilsner
Gerda, Urban
blogarella sagde,
februar 16, 2010 @ 07:39
@Echte: Det var dæleme heller ikke nemt at sejle det skib ind, men, men, men - samtidig sjovt og resultatet af anstrengelserne er stadig fuldt ud tilfredsstillende, både hvad angår andre og mig selv
Og så i øvrigt tusind tak for din kommentar - den luner
@Gerda, Urban: I skal være velkomne
kirketjenerinden sagde,
februar 16, 2010 @ 18:56
Hej Blogarella.
Jeg står og skal prædike i morgen og jeg har snuppet dit gode eksempel som et billede på en anden måde at faste på.
Håber det er i orden, du er selvfølgelig sikret fuld diskretion.
Mange hilsener
Kirketjenerinden - prædikant af alle andre end guds og helligåndens nåde
blogarella sagde,
februar 16, 2010 @ 19:28
@Kirketjenerinde: Du skal være velkommen. I øvrigt interessant prædiken den dér og særligt parallellen mellem faste og rengøringsprotest. Men kreativt set er der vel tale om en form for afholdenhed i begge tilfælde
I øvrigt er diskretion ikke så nødvendig - DK har alligevel været med på dørmåtten i en uge, så tag det bare helt roligt med det